Lokale og regionale medier er en god måde at nå ud til en stor del af den voksne danske befolkning. For med en lokal vinkel på en landsdækkende historie, bliver historien pludselig nærværende, aktuel og interessant for læseren.
Af Stine Zeeberg Kristiansen og Astrid Bjørg Mortensen, kommunikationsrådgivere Trinskjær & Co
”Vi vil gerne i Børsen”! Det er ofte private virksomheders ønske, når de kontakter et kommunikationsbureau for at få rådgivning til deres presseindsats. Og det er slet ikke umuligt, hvis historien henvender sig til Børsens læsere, og har en relevant vinkel for lige netop det medie.
Men alt for ofte er det slet ikke der, historien vil have størst chance for at komme i og blive læst af dem, det er relevant for. Det kan tit være bedre at lægge kræfterne i at få fortalt historien i regionale dagblade og lokale ugeaviser, med en regional eller lokal vinkel, der gør det nærværende, interessant og aktuelt for læseren.
I Trinskjær & Co har vi stor succes med lokale pressestrategier for produkter, der i princippet er landsdækkende, men forhandles lokalt, og derfor ligeså godt kan nå forbrugeren via lokale medier.
Julesnaps til lokal egnsret
Op til jul lykkedes det således at få historier om Aalborg Juleakvavit i regionale og lokale medier gennem en PR-strategi, hvor vi koblede snapsen sammen med lokal traditioner for julefrokoster eller særlige egnsretter, serveret på kendte kroer i lokalområdet. Den årlige historie om Aalborg Juleakvavit blev på denne måde en del af en historie om en lokal ret på en lokal kro, hvor snapsen selvfølgelig var en uundværlig del af denne egns tradition.
Et eksempel er historien fra Nordjylland, hvor kroejeren fra Tylstrup Kro ved Brønderslev medvirkede , og anbefalede julesnaps til deres traditionelle og meget efterspurgte julemenu. Denne historie blev alt andet end en kedelig gentagelse af, at der igen i år er julesnaps, og gav omtale i 11 nordjyske lokale og regionale medier.
De lokale historier kunne så i øvrigt sammenfattes til landsdækkende medier med pointen: lige gyldigt hvilken julefrokosttradition, der er i lokalområdet, så er julesnapsen en fast ledsager på julefrokostbordene over hele landet.
Ny bil hos din lokale forhandler
Vi har også med succes gennemført en lokal PR-kampagne for Citroën Danmark i forbindelse med deres lancering af en ny Citroën C3. Bilen kunne ses og prøves hos lokale forhandlere, og det er dem, der er kendt af kunderne og har den direkte kontakt med dem. Derfor er det vigtigt at få forhandleren fremhævet i lokale medier. De lokale forhandlere har dog ikke altid selv samme muligheder eller resurser til pressearbejdet, så derfor valgte vi at lave en lokal pressestrategi. Det krævede en yderst segmenteret medieliste over lokale og regionale medier, der fik pressemeddelelser, hvor den lokale forhandler udtalte sig om den nye bil, og med faktuelle oplysninger om den enkelte forhandler og tidspunkt for Åbent Hus.
Denne presseindsats gav over 40 omtaler i lokale ugeaviser og regionale dagblade og medførte, endnu vigtigere, et rekordstort besøgstal til Åbent Hus-arrangementerne landet over i forbindelse med lancering af den nye C3.
Ring og få et bud på hvordan de lokale og regionale medier kan skabe omtale og give værdi for dig.
Fakta om lokale ugeaviser
De lokale ugeaviser bliver læst af 3,7 mio. danskere, svarende til 80 % af den voksne befolkning. Kernelæseren er +30 og bor i en købestærk familie, har højere uddannelse end gennemsnittet og er engageret i samfundsspørgsmål. 50 % af læserne er voksne eller ældre i ”efter familie”-fasen. Hovedstadsregionen har lavere læserdækning end de øvrige regioner, hvor ca. 78 % læser de lokale ugeaviser.
Kilde: Gallup Index/De Lokale Ugeaviser
|
Tilbage til artikeloversigt