INVITATION TIL FYRAFTENSMØDE
Få tips og tricks fra erfarne aktører
Folkemødet i Allinge på Bornholm er Danmarks nye skueplads for politisk debat, demokrati og folkeoplysning. Her mødes ministre, MF’ere og lokalpolitikere med erhvervsliv, organisationer, græsrødder, lobbyister, mediefolk og politisk interesserede danskere for at lade sig inspirere og debattere aktuelle emner ved seminarer, paneldebatter, partiledertaler, happenings, receptioner, udstillinger og meget andet.
Folkemødet blev holdt første gang sidste år med næsten 250 arrangementer, ca. 10.000 deltagere og 235 akkrediterede journalister. Inspirationen kommer fra den svenske Almedalsvecka, der hvert år i den første uge af juli forvandler Visby på Gotland til en sydende smeltedigel af politisk kandestøberi.
Årets Folkemøde afholdes fra torsdag den 14. juni til søndag den 17. juni, og det bliver endnu større end sidste år. Forhåndsinteressen tyder på, at det bliver en helt unik mulighed for at møde og påvirke opinionsdannere og beslutningstagere.
Men hvordan får man succes på Folkemødet? Det kan du få nogle bud på ved dette fyraftensmøde, hvor flere erfarne aktører vil dele ud af deres erfaringer.
Torsdag 23. februar kl. 16.00 – 18.00
hos Aspekta Trinskjær A/S, Store Kongensgade 40 G, København K
Du møder:
Daniel Persson, Public Affairs-ansvarlig i Øresundskomiteen
Øresundskomiteen har haft succes med en meget synlig tilstedeværelse på Almedalsveckan på Gotland og er officiel partner for Folkemødet, hvor man i år kan besøge ”Øresundshuset”.
Maria Kock-Jensen, friluftspolitisk konsulent i Friluftsrådet
Friluftsrådet deltog på sidste års Folkemøde med et ambitiøst program og vil på dette møde fortælle om gode og mindre gode erfaringer.
Bent Nicolajsen (kommunikationsrådgiver) og Michael Trinskjær (direktør) i Aspekta Trinskjær A/S
Aspekta Trinskjær A/S har som svensk-dansk firma i mange år assisteret organisationer og virksomheder ved Almedalsveckan i Sverige og deltog også på sidste års Folkemøde.
Vi byder på en forfriskning og en sandwich undervejs.
Tilmelding til mt@trinskjaer.dk senest den 21. februar. Har du spørgsmål så ring til Michael på 24 46 83 12.
Læs også ”Folkemøde for dummies”; vores anmeldelse af Folkemødet 2011.