For De grønne pigespejdere har vi stået for en gennemgribende fornyelse af organisationens informations- og rekrutteringsmaterialer. Formålet var at sikre mere målrettede materialer og en mere tidssvarende profilering.
Den røde tråd i fornyelsen har været en generel professionalisering af kommunikationen kombineret med en mere præcis segmentering af målgruppen, der før var ”piger og kvinder i alle aldre”. Resultatet har været en bredere vifte af rekrutteringsmaterialer målrettet de forskellige aldersgrupper, hvor der særligt for de yngre piger er en hårfin balance mellem ”tjekket” og ”kikset”.
Et andet led i professionaliseringen har været udformningen af en ny designmanual, der skal sikre en mere ensartet visuel profilering. Det er ofte vanskeligt i et spejderkorps, hvor mange kommunikationsaktiviteter udføres af lokale frivillige og ikke kan styres fra centralt hold.
Som en del af indsatsen fik vi desuden opgaven med at producere, medfinansiere og skaffe sponsorer til spejderkogebogen ”Livretter – grøn pigespejdermad”. Kogebogen var en del af et projekt om sund kost i forbindelse med den store spejderlandslejr i 2007.